Om følelser og erkendelser.

Denne case illustrerer virkningen på nogle af de følelses-mæssige symptomer:
Klienten var en 38 årig kvinde, gift og havde to mindre børn. Hun havde et arbejde med andre mennesker, der betød meget for hende. I 1997 fik hun konstateret brystkræft og fik fjernet det ene bryst. Dernæst fik hun tilbudt højdosis kemoterapi og strålebehandling. Hun havde deltaget i gruppeterapi (7) på grund af angst.
Ved den første samtale syntes hun, at hun efter omstændig-hederne havde det godt, kunne dog mærke, at hun tænkte meget, blev anspændt og var bange for at få tilbagefald. Hun havde en fornemmelse af, at følelserne "sad udenpå", og at koncentrationen ikke var den samme. Kvinden gav udtryk for et ønske om, bare at være normal igen og at kunne vende tilbage til arbejdslivet.
Ved den første behandling kunne jeg se og mærke i hendes krop, at hun ikke havde det godt. 
Fødderne var meget kolde, skuldre, hals og nakke var meget opspændte.
I forbindelse med behandlingen, fik hun en følelsesmæssig reaktion og græd ved at opleve, hvor alene hun følte sig i denne proces. 
Temaet i behandlingerne drejede sig om at hjælpe hende til igen at få kontakt med, hvordan hun virkelig havde det. Hun var en kvinde, der stillede meget store krav til sig selv, hvilket affødte stor angst i denne situation. Når hun blev træt, dukkede alle de negative tanker op om ikke at du, og hun blev bange for at ryge ind i en depression. Belastningerne påvirkede både forholdet til familien og arbejdet, og hun følte sig meget alene og manglede kontakt. Hun blev nu bange for, at det aldrig vil ændre sig og fik svært ved at sove. 
I slutningen af behandlingsserien overvejede hun at gå ned i arbejdstid i en periode. Dette afstedkom fornyede frygtreaktioner, såsom følelsen af at være udenfor, økonomiske spekulationer etc. 
Da hun afsluttede, kunne hun ikke sige, at hun havde det bedre. Hun havde hovedpine, en knude i maven og ville ønske, at det var influenza, for det ville være mere forståeligt. Hun erkendte nu, at hun pt. ikke kunne klare pres.

Efter behandlingernes afslutning, besvarede hun spørgsmålene sålede:

"Behandlingerne har været en ren nydelse, og jeg har slappet utrolig godt af og har kunnet koble af, mens de stod på. Jeg har hver gang oplevet at komme træt og mismodig og er gået afslappet og samlet derfra. Følelsen af at være ved siden af mig selv er ofte svundet, især dagen efter har været rigtig god. 
Efter behandlingerne er endt oplever jeg en bedre kontakt med mig selv. Jeg er blevet bedre til at føle min træthed og skrøbelighed, og jeg er blevet klar over, hvor nødvendig den pleje og hvile er, som jeg giver min krop og min psyke, og hvor vigtigt det er at tage hensyn til det, jeg mærker."

"Evt. andet du har lyst til at tilføje?"

"Den dag, behandlingerne startede, var dagen efter min første arbejdsdag i otte måneder. 
Siden har jeg været igennem en utrolig hård tid og har via vores samtaler måttet erkende, at jeg er startet for hårdt ud. Det har været svært at erkende, at jeg havde brug for en blidere start. Det er dog lykkedes for mig, og i dag har jeg fået en deltidssygemelding og en god aftale med min leder, som til fulde bakker min beslutning op. Samtalerne og behandlingerne har været en utrolig stor hjælp til at tage beslutningen. Jeg kan ikke bare tage mig sammen, jeg behøver mere tid til at bygge min hverdag med arbejdsliv op igen."

Denne klient havde typiske symptomer på at have været en belastende behandling igennem, med påvirkning af nervesystemet. Således at hun oplevede at have mindre kontrol og blev fanget af egne emotioner med uro og anspændthed som følge.

Massagearbejdet har især drejet sig om at arbejde med jordforbindelsen og terapeutisk berøring; at rumme og nære samt at bedre cirkulation og balance. Derudover blev hun foreslået at bruge positive bekræftelser før søvn og ved særlig stressede arbejdssituationer:

"Jeg gør hvad jeg kan. Jeg slapper af og nyder livet."

Behandlingerne havde effekt i ca. tre - fire dage og havde på den måde været med til at give en lille pause. Udover dette handlede det om støtte til at begynde at erkende stress-faktorerne i hendes liv, og hvordan det sled på hende og hendes psyke og relationer til familieliv og arbejdsliv. 
Det, der gjorde denne situation svær, var et tankemønster, der hele tiden blev restimuleret om at kunne gøre tingene bedre samt manglende viden om de fysiske og psykiske reaktioner efter højdosis behandling.

Behandlingen satte en erkendelsesproces igang, hvor hun kom i kontakt med sin sårbarhed og sarthed og fik handlet i overensstemmelse hermed. At skulle erkende virkeligheden kan i første omgang virke stressende, derfor kan man på dette tidspunkt ikke forvente, at der vil ske reduktion i stressniveau eller i symptomer.